Hvad er Padel?
Padel er en sportsgren, der praktiseres parvis, dvs der normalt er 4 spillere på banen – 2 mod 2. Det har stor lighed med tennis, da man skal spille bolden over nettet i midten af banen og få det til at ramme modstanderens felt. Samtidig minder det om Squash, da det er tilladt at bruge banderne.
Pointsystemet er som i tennis, hvor man spiller bedst ud af tre sæt; man skal vinde 6 partier med mindst 2 overskydende points, for at vinde et sæt. Hvis hvert par har vundet et sæt, vil reglerne for tie-break blive anvendt i det tredje sæt.
En padelbane er 10×20 m, dvs ca halv størrelse af en tennisbane. Banen består af en rammekonstruktion af glas og trådnet samt et underlag af kunstgræs og sand. Boldene der bruges i Padel ligner tennisbolde, men er blødere, og man spiller med et bat med en hård overflade uden strenge.
I padel skal man ikke hele tiden bukke sig ned efter bolden. Der er færre tabte bolde, da man bruger banderne. Det gør, at man hurtigt kan få glæde af at spille padel, uden at have den store tekniske kunnen. Alle kan spille padel, det er nemt at lære og en sportsgren for alle aldre.
HISTORIEN OM PADEL
Padel blev opfundet af Enrique Corcuera i Acapulco, Mexico, i slutningen af 60’erne. Efter udvidelsen i de latinamerikanske lande og Spanien begyndte det at blive populær i USA og Europa.
Padel er i dag en af de mest populære sportsgrene i Spanien. Man anslår at padel er den største sportsgren efter fodbold. I vores naboland Sverige, er padel også begyndt at blive populært; man regner med, at der idag er knap 300 baner, hvor man kan spille padel.
Den første professionelle padelturnering startede i 2005 under navnet Padel Pro Tour (PPT), og i 2012 blev World Padel Tour (WPT) startet, hvilket i dag er den største professionelle konkurrence i denne sport. I 2018 blev World Padel Tour afholdt i Båstad i Sverige. Danmark har også i 2018 fået et landshold, der dog ikke deltog ved WPT i Båstad.